Eddie Murphy er af mange blevet spået til at vinde sin karrieres første Oscar for sin bi-rolle i musicalen ’Dreamgirls’. Rollen har allerede givet komikeren en pris fra Screen Actors Guild og en Golden Globe, så alt peger på at Eddie løber med den helt store hæder til Oscar-uddelingen.
Men nu risikerer han, at de stemmeberettigede til Oscar-prisen ombestemmer sig, skriver Latimes.com.
På fredag har en ny Eddie Murphy film nemlig premiere, og den møder allerede nu kritik.
Filmen hedder ’Norbit’ og reklamerne for den er så fjollede, at de folk, der skal stemme på de Oscar-nominerede, har svært ved at tage Murphy alvorligt. En af dem udtaler:
»Jeg får kvalme hver gang, jeg går forbi plakaten. Jeg synes hans præstation i ’Dreamgirls’ er fantastisk og han fortjener at vinde en Oscar. Men hans nyeste komedie hjælper ikke.«
Samtidig er afro-amerikanske aktivister skeptiske over for det billede, Murphy tegner af sorte. Murphy spiller blandt andet en stor og tyk sort kvinde i filmen.