En af verdens mest frygtede virusser, ebola, er under kontrol i det afrikanske land Congo, efter 15 har mistet livet.
"Epidemien er under kontrol, men vi kan ikke sige den er udryddet," siger repræsentant fra Verdenssundhedorganisationen (WHO) Matthieu Kamwa ifølge AP.
Epidemien brød ud i november, og der er rapporteret omkring 50 tilfælde i Vestkasai provinsen. Læger har siden forsøgt at få ebolaen, der giver sig udslag ved en voldsom feber, under kontrol. Sidste tilfælde blev identificeret midt i januar, og derfor anser lægerne nu den overhængende fare som drevet over for denne gang.
Ebola dræber 90 procent af de mennesker, den rammer. Sygdommen spredes bl.a. via direkte kontakt med den smittedes blod. Man kan dog også blive smittet, hvis man kommer i kontakt med genstande, der er blevet rørt af en ebola-ramt.
I 2008 døde 187 mennesker af ebola i den del af Congo, hvor en epidemi altså nu er under kontrol.
Tilbage i 1995 tog ebola 245 menneskeliv i en congolesisk landsby.