Clint Eastwood satser på, at instruktøren Martin Scorsese endelig vinder sin Oscar for bedste instruktion i år, fortæller Hollywood.com.
Eastwood er selv nomineret i kategorien for filmen ’Letters from Iwo Jima’, men han tror, at Martin Scorsese vinder for sin film ’The Departed’.
De to instruktører har været nomineret samtidig før. For to år siden var Scorsese nomineret til en Oscar for ’The Aviator’, der handlede om Howard Hughes’ kulørte liv. Samtidig var Eastwood nomineret for sit boksedrama ’Million Dollar Baby’.
Dengang løb Eastwood med prisen.
Men Eastwood har på fornemmelsen, at Scorsese endelig skal få den Oscar, han har fortjent så mange gange før, men advarer til gengæld mod, at man aldrig kan vide sig sikker på noget.
»Han har helt sikkert en god chance, og der er meget sympati for ham, men jeg har ikke nogen kontrol over noget det. Jeg har altid ondt af de andre, for der er andre nominerede, og de har også arbejdet hårdt på deres projekter.«
Scorsese har været nomineret syv gange, og han har endnu ikke vundet en Oscar.