Thomas Dybdahl, Arena, lørdag kl. 17

Den pulsede hele koncerten igennem, Thomas Dybdahls misundelsesværdige ’Dreamweaver’.

Til sidst slap han endelig det polkapunkede folkhit løs. Og så kunne folk vugge og lukke. Lukke øjnene og nyde den vellyd, som norskens begavede organ slipper ud i nærmest underbevidste fraseringer. Smukt, skrøbeligt, stærkt, sublimt.

Man kunne også spærre gluggerne vidt op og nyde, hvad der foregik i masserne foran Arena-scenen. Nyforelskede par, der overfaldt hinanden med tunger og nysgerrige hænder. Piger med altomfavnende aura, som bare ville være der dér med Thomas Dybdahl - Skandinaviens Jeff Buckley.

»De ville næsten ønske han døde,« som en kollega bemærkede. Så ville myten om den mystiske nordmand være total.

Vi fik en smækker oplevelse med et legende og musisk uselvisk band, der får alt til at dreje omkring festens absolutte midtpunkt.

En sjældent set livsglad og nerve-forskånt Thomas Dybdahl fik et indlevende publikum til at sjunge med, så det gyser i én - og da han leverede sit måske mest tindrende nummer, ’From Grace’, og alle erklærede, at »yeah, I’ll give you all my love«, så mente de det.

At der så kunne have været endnu flere til koncerten (festivalen havde begået en decideret bommert ved at programlægge det norske retrorock-band Bigband stort set samtidig på Orange) ændrer ikke på Dybdahls sublime præstation.

Om end en koncert i mere intime og ilttætte rammer nok havde hevet karakteren op på de forjættede seks stjerner ...