Ra Ra Rasmussen, Ra Ra Ramussen.
Fodboldfans i det skotske har fået sig en ny yndlingsmelodi.
Angriberen Morten Duncan Rasmussen har fået sit tredje kælenavn i karrieren.
Søndagens pokalkamp skulle ellers have været den helt store scene for den irske lejesvend Robbie Keane.
Men med en scoring og en kasse - der senere blev noteret om til et selvmål - var Rasmussen helten, da Celtic spillede sig videre i den skotske pokalturnering med en 4-2-udesejr over Dunfermline fra midten af den næstbedste skotske række.
Dermed har angriberen lavet to et halvt mål på 141 minutter i det skotske. Og den slags stjernestart sætter de pris på i højlandet.
Men de er ikke glade for Morten Rasmussens kælenavn, Duncan. Derfor har de ladet sig inspirerer af lyden fra en skarpladt maskinpistol. I Glasgow hedder Morten Ra Ra Rasmussen.
Allerede nu kan man købe tøj, kopper og tøj med navnet.
Tjek skotternes påfund her.
I sin tid som helt ung spiller i AGF blev Morten Rasmussen på ironisk vis kaldt 'Mini', fordi han var meget større end sine holdkammerater.
Først i drengeårene fik han tilnavnet Duncan, som de fleste herhjemme kender ham under.
Den nu afdøde AGF-holdleder Per Thune døbte Morten Duncan efter den legendariske skotske angriber Duncan Ferguson, der slog sine folder i Everton og hos Celtics ærkerivaler, Glasgow Rangers.
Morten Rasmussen var som drengespiller et hoved højere end alle modstanderne. Derfor kunne han let heade bolden i mål. Den evne sikrede ham navnet Duncan.