Når januarudsalget i dag skydes i gang, risikerer tusindvis af danskere at komme af med flere penge, end de behøver.
Undersøgelser i økonomisk adfærd viser nemlig, at tilbud gør forbrugerne blinde, skriver Politiken.
"Vi er ufatteligt irrationelle i vores økonomiske adfærd, og det rammer os på pengepungen. Følelsen, oplevelsen og fornemmelsen er i dag årsagen til et køb, snarere end selve produktet eller prisen," siger ekstern lektor ved Handelshøjskolen CBS og forfatter til 19 bøger om forbrugerpsykologi og forhandlingsteknik, Keld Jensen, til Politiken.
Han peger blandt andet på, at hver fjerde dansker bruger både tid og penge på at jagte tilbudsavisernes nedsatte varer.
"Den danske forbruger er meget mere tilbudsjager end forhandler. I stedet for bare at følge lemmingeeffekten skal man stoppe op og gennemskue, hvad butikkerne gør, for så bliver man i stand til at gøre en bedre forretning for sig selv," siger Keld Jensen.
Forskellen på den fornuftige og den ufornuftige forbruger løber op til en forskal på 15-20 pct. i det månedlige rådighedsbeløb, mener Kim Valentin, partner i Finanshuset i Fredensborg.
"De erhvervsdrivende spekulerer i det. Kontokort er eksempelvis fuldstændig irrationelle. Hvorfor optager man et lån til en rente på over 20 procent? Det gør man, fordi man typisk ikke kan få et lån andre steder, og så burde man netop aldrig have taget det," siger Kim Valentin til Politiken.
Kilde: Politiken