DSB skal køre på skinner, ikke på landingsbaner.
DSB Rejsebureau sælger ferierejser med fly, men ikke meget længere. DSB meddeler i dag i en pressemeddelelse, at DSB Rejsebureau lukkes for at spare.
Det er ikke med DSB's gode vilje, at rejsebureauet nu skal lukkes.
"DSB har i denne proces undersøgt alle muligheder, blandt andet om vi kunne sælge DSB Rejsebureauet fra. Desværre har de løsninger, vi har kigget på, ikke været mulige. Vi har derfor måtte tage den tunge, men også ansvarlige beslutning set med DSB-øjne at lukke ferierejsebureauet," siger salgsdirektør i Fjern- & Regionaltog Anne Lise Bach Sørensen.
Lukningen sker allerede 1. juni i år.
"DSB er i en situation, hvor det er nødvendigt, at vi fokuserer på drift og udvikling af DSB's kerneforretning og kernekompetencer. Det skylder vi både vores kunder, vores ejere og os selv," forklarer Anne Lise Bach Sørensen. Medarbejdere, der i dag er ansat i DSB Rejsebureau, vil så vidt muligt blive tilbudt andre stillinger i DSB.
DSB lover de kunder, der allerede har bestilt rejser med DSB Rejsebureau, at de kan være helt rolige. Deres rejser vil stadig blive gennemført som planlagt.
Desuden oplyser DSB, at togrejser til Europa dog stadig vil være en del af DSB's kerneområde.