Mange måtte her fredag morgen stå i kulden og vente på toget uden at vide hvorfor. Hjulene stod nemlig stille på det meste af Sjælland efter en fejl på et fjernstyringsanlæg. Fejlen kvalte også forbindelsen til stationernes højttalere og skærme, der derfor stadig er tavse og blanke flere steder.
Samtidig har passagererne måtte sidde klemt sammen i de tog, der endelig er kommet frem. Der mangler en del vogne, som ikke kan komme ud at køre, efter en brand i et tog i nat ved Fredericia station.
Mens trafikken mellem landsdelene hurtigt er kommet i gang igen, så er togene erstattet af busser mellem Roskilde og Holbæk, og der bliver kun kørt én gang i timen på strækningen fra Roskilde til Næstved, der kører over Køge.
Fra middag begynder togene så småt at køre normalt igen alle steder. Driftschef Thomas Gordon fra DSB garanterer, at det hele er, som det skal være, når myldretiden sætter ind.
Skulle der alligevel komme ændringer, så skal passagerne nok få besked.
"På de stationer hvor vi ikke har højttalere, der virker, der har vi sendt medarbejdere ud med megafoner. Så jeg tror, flertallet af passagerer vil opleve, at der er nogenlunde styr på situationen, og de kan få besked om, hvornår togene kører," siger Thomas Gordon.
For dem der først rejser i weekenden, betyder et sporarbejde, at de tog der normalt stopper ved alle stationer mellem Østerport og Roskilde eller Ringsted kun kører mellem Høje Taastrup og Roskilde eller Ringsted.