Sidste trinbræt for DSB-formanden Mogens Granborg.
Han har netop meddelt transportministeren og DSB's ledelse, at han trækker sig fra posten som bestyrelsesformand.
I sit afskedsbrev til transportministeren skriver Mogens Granborg:
"Den sidste tid har været meget helbredsmæssigt belastende for mig og min familie, og jeg nåede, da jeg kom hjem efter bestyrelsesmødet sent i aftes, til den konklusion, at jeg af helbredsmæssige årsager er nødt til at trække mig som bestyrelsesformand," skriver han.
Opsigelsen kommer samme dag, som DSB's bestyrelse afleverer en redegørelse for regnskabsrodet omkring søsterselskabet DSB First i Sverige.
"Jeg er naturligvis indstillet på at hjælpe ministeriet og bestyrelsen med afslutningen af de igangværende undersøgelser, og jeg vil selvfølgelig medvirke til at overlevere til en ny formand," skriver Mogens Granborg.
Rodet kan komme til at koste de danske skatteydere millioner af kroner idet togkoncernen har afsat 725 mio. kr. til at rydde op i DSB First-skandalen.
Mogens Granborg blev bestyrelsesformand i DSB i 2002. Han startede sin erhvervskarriere i FDB, Incentive og Carlsberg, inden han i 1989 ko til Danisco, hvor han var direktionsmedlem i Danisco og koncerndirektør i Danisco Sugar.