Bor du i Hvalsø, er du hunde-ejer - og har du i så fald tjek på, hvor din vovse er henne?
Måske skulle du lige se efter en ekstra gang. DSB fortæller nemlig, at en kæk hund tilsyneladende steg på toget i Hvalsø med retning mod København - uden sin ejer.
'Politiet er underrettet. Hvem kender den?' spørger DSB nu på Twitter.
Forhåbentligt melder hundens ejer sig snart, så vapsen kan komme hjem til jul. Den har været i gode hænder på Hovedbanegården i København og er ifølge TV2 Nyhederne uden navneskilt.
Ifølge hundekyndige blandt DSB's personale er den 'blinde passager' en stor hvalp på omtrent et år, og den er muligvis af racen hønsehund - ikke med kuperet, men med lang hale. Dog kan der også være tale om en springer spaniel.
Lige nu er en DSB-medarbejder på vej til politiet med hunden for at få opklaret, om hunden har en chip indopereret, som man kan bruge til at finde frem til ejeren.
OBS: DSB har netop meddelt, at hundens ejer lige har henvendt sig. Så historien endte lykkeligt :-) (opdateret kl. 21.08)