For første gang i DSB's historie er en bestyrelse ikke automatisk blevet fritaget for ansvaret for statsbanernes regnskab.
I dag har transportministeren stik imod sædvanlig skik valgt ikke at give bestyrelsen en såkaldt decharge for det økonomiske rod i DSB, der kommer ud af 2010 med et underskud på over en halv milliard kroner.
Det skriver DR Nyheder.
"Når det gælder statsejede virksomheder, så er det højst usædvanligt, at ministeren ikke vil give en friholdelseserklæring til bestyrelsen," siger Kim Østergaard, lektor , Ph.d., Juridisk Institut ved CBS, til DR.
Han vurderer, at transportminister Hans Christian Schmidt ønsker at placere et ansvar i sagen om datterselskabet DSBFirst hos bestyrelsen, fordi han selv ønsker at stå tilbage med et ansvar som resortminister for transportområdet.
"Hvis ministeren har givet en friholdelseserklæring til bestyrelsen og det pludselig viser sig, at de er fedtet ind i miseren, så kan ministeren selv blive draget til ansvar og det kan i yderste konsekvens betyde, at han må gå af som minister," siger Kim Østergaard til DR Nyheder.
Transportministeren selv siger, at han stadig har tillid til bestyrelsen. Men han vil ikke give dem en decharge før spørgsmålet om ansvaret er helt afklaret.
"Jeg vil se den rapport der fortæller hvem der havde ansvaret og hvem der vidste hvad, hvornår," siger Hans Chr. Schmidt ifølge DR Nyheder.
Formand for bestyrelsen Mogens Granborg har valgt at fratræde sin stilling med henvisning til sit helbred.
Tidligere blev DSB-direktør Søren Eriksen fyret, da regnskabet blev afleveret.
Kilde: DR Nyheder