Tirsdag aften kom det frem, at DSB ifølge Dansk Jernbaneforbund agter at fyre op imod 1000 ansatte. Det afviste virksomhedens øverste ledelse i en pressemeddelelse sidst på aftenen.
Men DSB's økonomiske situation er meget alvorlig, melder DSB's administrerende direktør Christian Roslev.
"Jeg tror, at vi alle er blevet overrasket over alvoren og volumen af virksomhedens økonomiske krise. DSB's ledelse har ikke på noget tidspunkt lagt skjul på, at vi befinder os i en meget alvorlig økonomisk situation, som også DSB's seneste halvårsregnskab viste. DSB taber penge hver dag, og i DSB's ledelse tager vi et engageret ansvar for målrettet at skabe balance i økonomien," forklarer Christian Roslev.
Han afviser dog, at der er tale om de voldsomme fyringer, som Dansk Jernbaneforbund meldte ud.
"Vi er midt i en budgetproces, hvor vi i ledelsen har drøftet situationen med både DSB's bestyrelse og DSB's samarbejdsudvalg, hvor vi har fremlagt forskellige analyser og mulige tiltag, der alle skal skabe en mere robust økonomi i DSB. Derfor er det også for tidligt, at sige noget konkret om hvilke tiltag, der skal arbejdes videre med," siger Roslev.
Direktøren opfordrer til dialog med medarbejdere. Samtidig må kunderne på ingen måde lide overlast. Han slår dog et fast:
"Hvis DSB skal overleve som virksomhed og være danskernes foretrukne jernbaneselskab, skal vi være mere effektive. Det er en tvingende nødvendighed. Og den proces kræver effektiviseringer og strategiske fravalg," slutter Christian Roslev.