Når parlamentet i Uganda den 12 maj skal debattere et lovforslag om homoseksuelle, bliver det formentlig uden et krav om dødsstraf.
Politikeren bag forslaget, David Bahati, ser ud til at give sig efter et globalt ramaskrig på grund af hans forslag.
Lovforslaget har siden 2009 tiltrukket sig fordømmende opmærksomhed fra høj og lav, herunder USAs præsident Barack Obama, og derfor er det aldrig kommet til afstemning.
Nu har Bahati ”bevæget sig væk fra tanken om dødsstraf,” udtaler han i et interview med Associated Press.
Hårde restriktioner
David Bahati, der er medlem af regeringspartiet i Uganda og i øvrigt en studeret mand med en MBA fra Storbrittanien, foreslog tvungen dødsstraf til aktive HIV-smittede homoseksuelle og til homoseksuelle voldtægtsmænd.
Det var ”kun” ved gentagne forbrydelser, at folk skulle henrettes. Folk dømt for homosex skulle have livsvarigt fængsel. At droppe kravet om dødsstraf for homoseksuelle betyder ikke, at lovforslaget er dødt.
Politikeren forventer, at loven bliver vedtaget, hvis den kommer til afstemning. Han kender ikke til modstandere, udtaler han.
Stor opstand i Uganda
Under den ugandiske valgkamp for nylig udtalte vinderen, nuværende og kommende præsident Yoweri Museveni, at den nok var ”overflødig”. Men dødt er lovforslaget ikke, når det tages op.
Prædikanten Martin Ssempa, en anti-bøsse aktivist, afleverede tidligere i april to millioner underskrifter til formanden for parlamentet som krav om at få loven debatteret og vedtaget.
”Vi er her ikke for at hænge homoseksuelle som mennesker, men for at beskytte unge drenge og piger fra at blive rekrutteret til denne praksis,” udtalte Ssempa den 7. april.
I øvrigt kender han til 19 organisationer i Uganda, der promoverer homoseksualitet. Blandt anti-bøsse politikere i Uganda siger man, at der foregår rekruttering af unge på universiteterne. Studenter skal have udtalt, at man får knap to tusinde kroner om måneden i løn for at slutte op.
Kan ikke stoppes
Formanden for parlamentet, Edward Ssekandi, er sikker på, at loven vil blive debatteret i denne samling eller i den næste. Trods mange internationale reaktioner, har han ikke magt til at fjerne lovforslaget.
David Bahati er blevet genvalgt. Trods løfter om at komme med beviser for sine påstande, er de aldrig set.
Frank Mugisha, forkæmper for homoseksuelle rettigheder i Uganda, siger, at de negative holdninger til bøsser er forværret efter Bahatis lovforslag kom frem.
I januar blev en leder af de homoseksuelles organisation LGBT, David Kato, tævet til døde efter en lokal avis offentliggjorde hans og mange andre homoseksuelles navne, adresser og fotos med overskriften ”Hæng dem”.