Der findes ingen homoseksuelle i Uganda.
Den melding fra Ugandas mangeårige præsident Yoweri Museveni skabte for nogle år siden international bestyrtelse.
Men det gør der åbenbart.
Og de skal straffes med døden, hvis de forsøger at leve deres kærlighed ud i virkeligheden.
Den ugandiske regering barsler nemlig med et lovforslag, der vil gøre livet kort for landets bøsser og lesbiske - og surt for alle, der har noget med dem at gøre.
Således kan husejere, som lejer ud til bøsser og lesbiske, ifølge lovforslaget ryge syv år bag tremmer. Det samme kan de ugandere, der ikke rapporterer deres homoseksuelle venner og familiemedlemmer til myndighederne. Det skriver vg.no.
Myndighedspersoner, som undlader at tage affære, hvis de får kendskab til, at nogen bryder loven, risikerer op til tre års fængsel.
"Homoseksualitet er ikke naturligt i Uganda," slår Ugandas etikminister James Nsabo Buturo fast. Han er kendt som en af de ivrigste homo-hetzere i regeringen.
Men også medierne bakker op om regeringens nye linje. Flere aviser har allerede trykt lister med navne på 'mistænkte homoseksuelle', og radiostationer, der har lukket modige bøsser ud i æteren, er blevet straffet med bøder.
Det nye lovforslag er i øvrigt blevet fremsat, ganske kort tid efter, en gruppe amerikanske, konservative kristne ledere besøgte regeringen i Kampala.