Hvis du har planlagt et par ugers ferie i strandkanten i Acapulco, Mexico, så bør du ændre planer. Sådan lyder rådet fra de danske myndigheder, der håber på at kunne forhindre danske tilfælde af den nu verdensomspændende svineinfluenza.
"Alle rejser til Mexico, der ikke er nødvendige, frarådes," lyder det fra både Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Anbefalingen kommer for at forhindre, at rejsende fra Danmark udsættes for smitte med den nye influenza, svineinfluenza - H1N1, fremgår det af Udenrigsministeriets hjemmeside.
I Mexico er 159 indtil nu døde, men det er dog kun syv af dødsfaldene, som myndighederne med sikkerhed ved skyldes sygdommen.
Tidligere i dag blev der konstateret tre tilfælde af svineinfluenza i Tyskland, mens flere er under mistanke i Danmark.
Det kom samtidig frem tidligere i dag, at et toårigt barn fra Texas i USA er død på grund af svineinfluenza. Dermed er det første dødsoffer for svineinfluenza uden for Mexico blevet konstateret.