Dronningen fester med kollegaer: Fejrer stort jubilæum

Dronning Margrethe deltager torsdag i fejringen af Finlands 100-års fødselsdag sammen med nordens royale overhoveder.
Sammen med kongeparret fra Norge og Sverige og præsidenten fra Island er dronning Margrethe på besøg i Finland for at fejre 100-års dagen for landets selvstændighed.
Sammen med kongeparret fra Norge og Sverige og præsidenten fra Island er dronning Margrethe på besøg i Finland for at fejre 100-års dagen for landets selvstændighed. Foto: Heikki Saukkomaa/AFP

Kongelige fra hele Norden strømmer i disse dage til Finland for at deltage i landets 100-års jubilæum som selvstændig nation.

Og den danske dronning Margrethe deltager i festlighederne - dog uden sin mand, prins Henrik.

Ifølge Billed-Bladet ankom dronningen med rutefly til Finlands hovedstad Helsinki onsdag eftermiddag, og her var den røde løber rullet ud for majestæten.

Officielt bliver dronningen dog først modtaget af det finlandske præsidentpar Sauli Niinistö og Jenni Haukio torsdag formiddag foran præsidentpaladset.

Her tager præsidentparret også imod det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, samt kong Harald og dronning Sonja af Norge.

Også Islands præsidentpar bliver mødt foran præsidentpaladset, og efterfølgende hilser de royale og statslige gæster på befolkningen fra balkonen.

Fødselsdagsfejringen fortsætter efterfølgende med frokost, hvorefter gæsterne vil overvære en danseopvisning med finsk dans og en korkoncert.

Dagen kulminerer i en stor statsbanket, hvor dronning Margrethe ifølge Billed-Bladet er blandt talerne.

Mens majestæten opholder sig i Finland, tager den danske kronprins Frederik sig kærligt af tronen hjemme i Danmark.

Han passer nemlig kongeriget, mens mor er bortrejst.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.