Københavns Vestegns Politi efterlyser to drenge, som filmede et overfald på en tredje og delte det på de sociale medier.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Den 23. marts var en 11-årig dreng på en skaterbane ud for Lilletoften 100 Skovlunde sammen med en kammerat.
Ved 18-tiden blev de passet op af to drenge, som sparkede den 11-årige i hovedet.
I første omgang blev sagen ikke meldt til politiet. Men for et par dage siden opdagede drengens mor, at overfaldet var blevet filmet og lagt ud på de sociale medier. Det fik hende til at gå til politiet.
- Både det at begå vold og bagefter dele video af det på de sociale medier, er strafbart, udtaler vicepolitiinspektør Thomas Mejborn i pressemeddelelsen.
- Og selv om gerningspersonerne angiveligt er under den kriminelle lavalder, så kan de forvente markant opmærksomhed fra os, ungekriminaltetsnævnet, skole og socialforvaltning. Det er noget vi ser ganske alvorligt på.
Begge drengene var 12-13 år.
Drengen, der begik volden, var iført en orange kasket og en tynd sort jakke. Han ankom til skaterbanen på en grøn cykel.
Politiet har ikke noget nærmere signalement af den anden dreng, men han ankom til skaterbanen på en sort eller rød mountainbike.
Københavns Vestegns Politi vil meget gerne høre fra folk, som har oplysninger om de to drenge.
/ritzau/