Peter Drama Queen Andersen har oplevet bagsiden af sin seksualitet på en rigtig slem måde. Da han sprang ud bøsse, slog hans far nemlig hånden af ham.
Det fortæller han i et interview med magasinet Fusion for homoseksuelle.
Peter Andersen sprang nemlig ud som bøsse for ti år siden på landsdækkende tv. En uge inden havde han fortalt sin mor og søster om sin seksualitet, og moren fortalte det videre til hans far.
- Han var alene hjemme den aften, udsendelsen blev sendt, og da min mor kom hjem, var alle billeder af mig væk. Han havde simpelthen pillet dem ned fra væggen! Siden har jeg ikke talt med ham. Det er tåbeligt, men sådan skal det åbenbart være. Jeg har prøvet at få noget kontakt, men det er håbløst, fortæller Peter Andersen, der også må leve med, at det er svært for familien.
- De skal overveje, hvem af os, de inviterer til familiefester, for hvis jeg kommer, så kommer han ikke. Det er et irritationsmoment for mig, men jeg tænker også bare nå - too bad . Lyder det fra den tidligere Melodi Grand Prix-finalist.
Han er ikke blandt de sangere, der skal dyste om titlen i år. Men alligevel er kalenderen booket op.
- Jeg optræder meget og skal til London i juledagene for at optræde og promovere mig selv, fortæller Peter Andersen til Avisen.dk.