Den tropiske storm Agatha har kostet mindst 96 menneskeliv i Centralamerika. Guatemala er hårdest ramt, hvor der indtil nu er meldt om 83 døde.
Siden lørdag har stormen hærget, og regn har udløst mudderskred og oversvømmelser, skriver Reuters.
"Vi har mistet mange mennesker... men vi går nu ind i en ny fase, hvor vi kan tage os af folk, som er evakueret," lyder det fra Guatemalas præsident Alvaro Colom.
Han opfordrer omverdenen til at sende nødhjælp af sted.
Mere end 70.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem, og myndighederne forventer, at dødstallet stiger i løbet af dagen.