Mere end 100 skud er blevet affyret mod lederen af den protestbevægelse, der sidste år stod bag en række opsigtsvækkende demonstrationer i Thailand.
Ifølge flere kilder fra protestbevægelsen, Folkets Alliance for Demokrati (PAD) blev lederen Sondhi Limthongkul forsøgt likvideret i sin bil ved en tankstation tæt på Centralbanken i Bangkok. Attentatforsøget fandt sted i morges thailandsk tid.
Ifølge oplysningerne er chaufføren hårdt såret, mens lederens egen tilstand er stabiliseret efter en operation.
Sondhi Limthongkul stiftede PAD i protest mod daværende premierminister Somchai Wongsawat, som bevægelsen ønskede afsat. Ifølge bevægelsen var han ikke andet end en marionetdukke for den forrige premierminister Thaksin Shinawatra, der blev sat af magten efter et militærkup som følge af stærke mistanker om korruption.
Den seneste uge er urolighederne i Thailand blusset op igen, men dem har PAD angiveligt ikke medvirket til.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag attentatforsøget, men Sondhi Limthongkul har fjender mange steder - blandt andet i regeringen, hæren og politiet.