Kollegerne var alt andet end begejstrede for hans løgnagtige indslag om de danske soldaters farvel til Irak.
Og internt på DR er medarbejderne stadig så fortørnede over Jeppe Nybroes optræden, at nogle helst ser, at han slet ikke vender tilbage på skærmen. Men det skal han, fastslår TV-Avisens chef, Henrik Keith-Hansen i B.T.
Nybroe blev efterfølgende sendt på ferie i tre måneder til 1. november. Ifølge B.T. er det planen, at Nybroe skal betale aflad i medierne ved at fortælle om den irakiske affære, hvor han lod som om, at de danske soldater var ved at forlade Irak, mens de i virkeligheden var på vej ind i landet.
- Ja, der findes en plan, men den vil jeg ikke diskutere med B.T., siger Henrik Keith-Hansen til B.T.