DR lukker 13 kanaler.
Det fortalte DR's mediedirektør Mikael Kamber onsdag på konferencen New Media Days i København.
DR driver i dag 23 radiokanaler på FM, DAB og net.
"Vi skal i stedet levere færre og bedre kanaler," forklarede Michael Kamber.
De 13 stationer skal lukkes over de næste to år, og mediedirektøren vil endnu ikke løfte sløret for præcis hvilke kanaler, der skal lukkes.
Han nævner dog DR's DAB kanal med verdensmusik som et eksempel på en station, man kunne lukke.
Mange af stationens lyttere er optaget af endnu mere specialiseret musik, end stationen sender. Dermed kan det være mere oplagt for de brugere at spille deres egen musik på mp3-afspiller.
Meddelelsen om lukningen kom frem i en paneldebat om den nye talk radio, Radio Møller, som staten vil bruge omkring 100 mio. kr. på om året for at udfordre DR.