DR har valgt at sende værten Jeppe Nybroe på tre måneders ferie. Det sker efter, at TV 2 torsdag kunne afsløre, at han løj i et indslag fra tilbagetrækningen fra Irak.
DRs nyhedschef Ulrik Haagerup ser alvorligt på sagen:
- Troværdighed er afgørende for DR, og det må ikke ske igen, lyder det.
Hovedpersonen selv beklager:
- Jeg har virkeligt dummet mig, og det er mit ansvar. Jeg har optrådt uprofessionelt, og set i bakspejlet kan jeg ikke forklare hvorfor. Jeg er utrolig ked af det og trænger i det hele taget bare til lidt ro. Jeg er klar over, at jeg har et langt sejt træk foran mig for at genvinde seernes tillid, siger Jeppe Nybroe i en pressemeddelelse.
I det omtalte indslag ser man Jeppe Nybroe berette, at han er sammen med de sidste danske soldater på vej ud af Irak. Men i virkeligheden er han med en konvoj på vej fra Kuwait ind til de danske soldater. Han kører altså i den stik modsatte retning.
Jeppe Nybroe får oven i pausen også en skriftlig advarsel.