Nu er der hjælp på vej til danskere, der hver fredag aften befinder sig i det store tv-dilemma: Skal vi se Vild med Dans på TV 2 eller Hit med sangen på DR?
De seneste fredage har programmerne kørt samtidig på de to kanaler, men nu erkender DR, at flertallet af tv-seerne vælger Vild med Dans .
Derfor bliver Hit med sangen fremover sendt om lørdagen kl. 20.15, fortæller kanalchef for DR1, Ulla Pors Nielsen.
- Vi har fået rigtig mange henvendelser fra danskere, som var kede af at skulle vælge ’Hit med sangen’ fra. Vi har haft en forventning om, at der var god plads til både ’Hit med sangen’ og ’Vild med dans’ fredag aften, men der er altså mange seere, som er kede af at skulle vælge - og dér falder valget ofte på ’Vild med dans’, som vi selvfølgelig må erkende er et meget stærkt format, siger kanalchefen i en pressemeddelelse.
I stedet vil DR sende blandt andet Cirkusrevyen og Tivoli Varieté fredag aften.
For 14 dage siden afviste Ulla Pors Nielsen overfor B.T., at det kunne komme på tale at flytte Hit med sangen , selv om programmets seertal var faldet drastisk, efter Vild med Dans var begyndt på TV 2.
Dengang lød forklaringen, at DR ikke kunne tilrettelægge sin aften efter TV 2 s sendeflade.