I år bliver der ikke noget af små børn, der leger store Melodi Grand Prix-stjerner på DR. Årets MGP er nemlig blevet aflyst, skriver DR på sin hjemmeside.
Programmet er dog ikke blevet droppet helt. Der skal bare laves en opfriskning og en modernisering af konceptet. Derfor har DR og tv-stationens nordiske samarbejdspartnere besluttet, at håbefulde små sangfugle må vente til næste år med at brillere i børneudgaven af Eurovisionen.
"De seneste år er der samtidig kommet flere og flere talentshows til med kraftig børneappel, og derfor giver det god mening, at vi sammen gør status og drøfter, hvordan vi gør tingene fremover," siger børn- og ungeredaktør på DR, Signe Lindquist, i en pressemeddelelse.
Man vil sikre, at MGP fortsat skiller sig ud.
"MGP skal være noget helt særligt, der også fremover skal kunne tilbyde børnene meget andet og mere, end andre shows og musikprogrammer kan," påpeger Signe Lindquist.