Semifinalen blev endestationen for danske Peter Andersen alias DQ ved det europæiske Melodi Grand Prix i Finland.
Trods en god præstation ved showet torsdag aften var der ingen billet til finalen til DQ, da de europæiske tv-seere havde fældet deres dom. I stedet sendte de ni østeuropæiske lande og Tyrkiet videre til finalen lørdag aften, hvor de skal dyste mod 14 andre nationer, som på grund af sidste års placeringer allerede på forhånd var klar til finalen, heriblandt Sverige, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Inden den 15 minutter lange afstemning over telefon og sms havde de 28 deltagere leveret et show med sange af stærkt svingende kvalitet. Men på vanlig Meldodi Grand Prix-facon var der smil over hele linjen og stående klapsalver til alle aftenens sange.
DQ leverede et flot show iført pink fjerboa og kjole med høj slids og var selv godt tilfreds, inden resultatet blev kendt:
- Jeg har en fin fornemmelse, lød det fra sangeren, der ellers på forhånd var regnet som en sikker finaledeltager af flere bookmakere.
De ti lande som gik videre til finalen var:
Bulgarien, Hviderusland, Georgien, Moldova, Serbien, Makedonien, Ungarn, Slovenien, Letland og Tyrkiet.