Udsigten til et rundt nul i lønforhandlinger fik i går 600-700 Dong-ansatte til at nedlægge arbejdet.
Men i dag er de fleste tilbage i arbejde.
Det oplyser pressemedarbejder Andreas Krog, Dong Energy, til Newspaq.
"På et enkelt værk strejker de fortsat. Det drejer sig om under 50 ansatte på Asnæsværket ved Kalundborg," siger Andreas Krog.
Udspillet fra Dong om en nulløsning til de ansatte kom samtidig med, at Dongs koncernchef, Anders Eldrup, opjusterede forventningerne til 2010 og 2011 efter et flot regnskab. Det gjorde medarbejderne sure.
Andreas Krog vil ikke kommentere, om ledelsen har mere i lønningsposen til de ansatte.
"Vi forhandler ikke gennem pressen. Hvad der kommer til at ske, tager vi parterne imellem," siger han.