Juryen i retssagen mod Donald Trump om påstået udbetaling af tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels har efter en lang række retsdage onsdag eftermiddag dansk tid trukket sig tilbage for at votere.
Uden for retten i den amerikanske storby New York udtrykker Trump sin modstand mod hele sagen.
- Det er en meget uretfærdig retssag, som aldrig skulle have fundet sted, siger Donald Trump ifølge CNN.
Den tidligere præsident er tiltalt for at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på 130.000 dollar - cirka 900.000 kroner - til Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016.
Overførslen blev ifølge anklagemyndigheden bogført som udgifter til advokatbistand og skulle sikre, at Stormy Daniels ikke udtalte sig om en affære, som hun og Trump skulle have haft i 2006.
Inden juryen i New York blev sendt ud i et aflukket lokale for at votere, mindede dommer Juan Merchan dem om, hvad deres rolle indebærer.
- I skal lægge alle personlige holdninger til og fordomme om den tiltalte til side, sagde han blandt andet ifølge Reuters.
Juan Merchan bad ifølge Reuters desuden juryens 12 medlemmer om at være særligt opmærksomme på Michael Cohens vidneudsagn.
Michael Cohen er Trumps tidligere advokat. Han har under retssagen sagt, at det var ham, der efter aftale med Trump overførte de 130.000 dollar til Stormy Daniels i 2016.
- Selv hvis I finder Michael Cohens vidneudsagn troværdigt, kan I ikke dømme den tiltalte alene på baggrund af dette vidneudsagn, medmindre at I mener, at det er underbygget af andre beviser, sagde dommeren.
Efter 4,5 timers votering afsluttede juryen dagen i retten uden en afgørelse om, hvorvidt Trump skal dømmes eller frikendes, skriver CNN.
Retten genoptager sagen torsdag 30. maj klokken 09.30 lokal tid.
For at han kan dømmes, skal alle 12 jurymedlemmer være enige om, at han er skyldig i tiltalen. Selv nægter Trump sig skyldig.
Retssagen om udbetaling af tys-tys-penge begyndte i midten af april.
/ritzau/