Retten i Hillerød idømmer en 59-årig politibetjent 20 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelser af to kvinder.
Det skriver B.T.
De to kvinder var på tidspunktet for episoderne ansat i en afdeling af Frederikssund Kommune. Ifølge retten skal politibetjent have haft med kvinderne at gøre som kommunens kontaktperson i Nordsjællands Politi.
Ifølge retten har betjenten blufærdighedskrænket den ene kvinde ved at kysse hende på munden i marts 2017 på et hotel i Holland, uden at hun var indforstået med det.
Han har desuden klappet en anden kvinde på ballen og aet hendes baller i Jægerspris i oktober 2021, skriver avisen.
Betjenten var tiltalt for blufærdighedskrænkelser mod to andre kvinder. Dem frifindes han for.
Ifølge avisen vurderede retten ikke, at de andre kvinders forklaringer om blufærdighedskrænkende episoder var så grove, at der var tale om en overtrædelse af straffeloven.
Betjenten frifindes desuden for tjenestemisbrug. Flere af episoderne skete, mens han var i tjeneste, men retten vurderer ikke, at han udnyttede sin stilling som politibetjent.
Retten lagde ifølge B.T. vægt på, at det ene forhold var sket i 2017.
Ifølge betjentens forsvarer betyder dommen, at han mister sin stilling ved politiet, og derfor ankede han på stedet.
/ritzau/