Politiet søger vidner i en sag, hvor en mand sent fredag aften blev fundet livløs på Laurids Skaus Gade i Haderslev. Muligvis var han blevet påkørt.
Manden blev senere erklæret for død på sygehuset, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag formiddag på det sociale medie X.
Det var et minut i midnat natten til lørdag, at manden blev fundet, oplyser politiet.
Det var en buschauffør, som opdagede ham ligge på kørebanen i gaden, som er relativt trafikeret, oplyser vagtchefen til Ritzau.
Nu håber politiet at komme i kontakt med vidner eller personer, der er kørt fra stedet omkring gerningstidspunktet.
For eksempel ønsker politiet at tale med føreren af en hvid ladvogn, som kom kørende i området. Bilen havde en orange advarselslampe tændt.
Offeret var fra lokalområdet og blev 51 år, oplyser politiet.
Efterforskere forsøger lørdag at klarlægge mandens færden og søger i den forbindelse oplysninger fra personer, der så manden, der beskrives som kraftig og skaldet.
I forbindelse med undersøgelsen af sagen vil dele af gaden være afspærret, lyder det fra politiet.
/ritzau/