Den eneste overlevende terrorist fra terrorangrebet i Mumbai i november 2008 er i dag blevet dømt til døden.
Den 22-årige pakistaner Mohammed Kasab er blandt andet blevet dømt for medvirken til mord og for besiddelse af sprængstoffer, skriver New York Times.
Ved terrorangrebet blev 174 dræbt, heriblandt ni terrorister. Også de diplomatiske forbindelser mellem Indien og Pakistan led et hårdt knæk, og forholdet mellem de to lande er stadig skrøbeligt.
I Indien bliver dødsdømte henrettet ved hængning, men det bliver sjældent brugt og de fleste får deres straf omstødt til livsvarigt fængsel. Sidst en dødsstraf blev eksekveret var i 2004.
Alligevel idømte dommer Tahaliyani den 22-årige Kasab til døden, da han med dommerens ord ikke fortjener "humanitær behandling".