Søndag nat fik trioen The Dixie Chicks fuld genoprejsning efter et par stormfulde år på den amerikanske country-scene. Gruppen vandt ikke mindre en fem statuetter ved årets Grammy-uddeling i Los Angeles – deriblandt priserne for bedste album og bedste sang.
The Dixie Chicks blev for fire år siden voldsomt upopulære i USA, da de kritiserede George W. Bush for at gå i krig i Irak. I dag er stemningen vendt, og The Dixie Chicks er taget til nåde igen.
»Jeg tror, folk benytter deres ytringsfrihed med alle disse priser. Vi forstår beskeden,« sagde forsanger Natalie Maines ved uddelingen ifølge CNN.
Gruppen blev blacklistet af mange country-radiostationer efter deres udfald mod Bush, og i dag kalder gruppen sig ikke længere et country-band. Alligevel vandt de dog både priserne for bedste country-gruppe og bedste country-album med deres nyeste album ’Taking the Long Way’.
Aftenens andre topscorere blev Red Hot Chili Peppers og Mary J. Blige. Chili-pebrene vandt for bedste rock-sang (’Dani California’), bedste rock-album (’Stadium Arcadium’) og to andre priser.
Mary J. Blige vandt tre priser i R&B-kategorien.
Samtidig viste debutanten Carrie Underwood, at tv-programmet ’American Idol’ stadig kan skabe stjerner. Den tidligere vinder af tv-programmet vandt en Grammy for bedste nye kunstner og for bedste kvindelige optræden.
Læs mere om pris-festen på Grammy Awards’ hjemmeside: www.grammy.com