Argentina, Uruguay og Paraguay vil sammen byde ind på at blive vært for VM i fodbold i 2030. Det fortæller de tre landes præsidenter onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
I august meddelte Paraguays præsident, Horacio Cartes, at Paraguay ville gå sammen med de to andre lande om et fælles bud, og det blev så endeligt aftalt onsdag.
- Det første møde vedrørende vores bud vil blive afholdt i den første uge i november, siger Cartes.
- Andre lande vil også gerne afholde VM i 2030, men der er et godt argument for, at Uruguay skal tildeles VM, da det vil være 100-års-jubilæum.
Det første VM i fodbold blev afholdt i den uruguayske hovedstad, Montevideo, i 1930, og værterne løb med guldmedaljerne.
Det formodes, at der vil blive kamp om værtskabet fra Asien, hvor Kina er favoritter til at tage værtskabet.
Det seneste VM i Sydamerika blev afholdt i Brasilien i 2014.
Det næste VM afholdes i Rusland i 2018, og i 2022 bliver det i Qatar i Afrika.
Et fælles bud fra USA, Mexico og Canada er favorit til at få VM i 2026, da der kun er et andet bud på slutrunden, og det kommer fra Marokko.
Slutrunden i 2026 bliver den første, hvor hele 48 hold deltager. I dag er det kun 32 hold, der kommer med til VM-slutrunden.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.