Den aldrende Diana Ross har ikke lagt sine primadonna-nykker fra sig. Det viser hendes reaktion på den nye Golden Globe vindende film ’Dreamgirls’.
Filmen er løseligt baseret på hende og hendes tidligere gruppe The Supremes historie. ’Dreamgirls’ fortæller hvordan Motown-direktøren klart favoriserede Ross’ gode udseende frem for hendes stemme og det på bekostning af resten af gruppen, da hun blev ført frem til den stjernestatus, hun har i dag.
New York Post skriver, at Mary Wilson fra det originale Supremes tvivlede på, hvordan Ross ville reagere på filmen.
»Jeg kunne virkelig godt lide ’Dreamgirls’, men jeg er ikke sikker på, hvordan Diana Ross har det med den. Filmen var jo om gruppen og ikke om hende, så hun kan sikkert ikke lide den,« siger Mary Wilson.
Og ganske rigtigt. Diana Ross blev i går spurgt til filmen i et amerikansk tv-program, hvortil hun svarede:
»Jeg har ikke set den endnu. Men jeg hører de bruger mit image og mig som forlæg. Måske skulle jeg få fat i min advokat.«
Så kan man jo altid undre sig over, at hun ikke har tænkt på det før, eftersom filmen er baseret på en musical, der havde premiere i starten af firserne.