Pas på ryggen, for de sorte sække med pant bliver snart endnu tungere. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti.
De vil nemlig indføre pant på vinflasker, frem for at lade kommunerne indsamle Hr. og Fru Jensens tomme flasker, som det sker i dag. Det skriver Nordjyske Medier.
"Så skal kommunerne ikke sørge for indsamlingen, og folk kan aflevere alle deres flasker i samme automat. Ved at lægge pant på vinflasker, vil man også få en endnu højere genanvendelse," siger Jørn Dohrmann, partiets miljøordfører, til Nordjyske Medier.
I dag betaler danskerne pant på øl, sodavand, kildevand og energidrikke, men ikke på vin og spiritus.
Idéen er, at pant på vinflasker vil medføre, at flere flasker bliver returneret. Kommunerne indsamler i dag cirka 85 procent af vinflaskerne, hvorimod over 90 procent af landets pantflasker kommer retur.
Forslaget møder delvis opbakning fra formanden for Folketingets miljøudvalg, Steen Gade (SF).
"Det er en god idé, men jeg vil have en ordentlig analyse først. Vi har ikke store problemer med vinflasker, der ligger og fylder, så det er ikke presserende," siger han til Nordjyske Medier.
De konservatives miljøordfører, Tage Legaard, støtter forslaget.
"Det er ikke så mange uger siden, jeg på Strøget så ti personer, der samlede flasker, og det er klart, at hvis der er pant på vinflasker, så vil de også blive samlet," siger han til Nordjyske Medier.