Hvis man virkelig mener, at gaderne i landets byer skal være rene, så skal der nye metoder på bordet.
Derfor vil Dansk Folkeparti starte drøftelser med regeringen om, hvordan kommunerne kan oprette særlige korps, der skal fange skraldesyndere.
"Politiet har slet ikke tid til at tage sig af opgaven med folk, som smider skrald på gaden. Derfor skal en særlig gruppe blandt de kommunalt ansatte kunne udskrive bøder. Måske skal korpset findes blandt parkeringsvagterne eller gadefejerne, det må vi finde ud af," siger DF's retsordfører, Peter Skaarup, til Newspaq.
Samtidig understreger han, at kommunen ikke må tjene styrtende med penge på et fremtidigt 'skraldpoliti'.
"Kommunerne må ikke budgettere med indtægten, sådan at der skal opnås et eller andet bestemt antal bøder. Det ser vi nemlig en tendens til med parkeringsbøderne," lyder det fra Skaarup.
Konkret vil Skaarup efteruddanne allerede ansatte kommunalt ansatte til den nye opgave.