Masser af tørt brød, gammel frugt og sur mælk ryger direkte ud i mange danskeres skraldespand.
Maden bliver dog sjældent for gammel, fordi vi ikke kan lide den. At vi smider mad ud, der ligeså godt kunne være blevet spist, handler om andre ting, forklarer Preben Vestergaard Hansen, kandidat i husholdningsvidenskab ved Surhs Husholdningsskole.
Impulskøb får blandt andet skylden for madfrådseriet.
"Impulskøb er, når du kommer hjem fra arbejde og skal have noget at spise. Så går du ind med din indkøbsvogn og kører rundt med vognen, og tænker 'hvad skal vi have at spise'. Så bliver indkøbene meget tilfældige, og meget ofte vælger du for meget, som du slet ikke har behov for," siger han til Newspaq.
Hvert år smider danskere i gennemsnit 63 kilo fødevarer ud, viser en ny undersøgelse fra Landbrug og Fødevarer i magasinet Food Culture med baggrund i tal fra Miljøstyrelsen.
En af årsagerne til, at vi kommer til at købe alverdens madvarer, vi aldrig får sat til livs, er også reklameaviserne, der lokker med mængderabatter. Vi fristes simpelthen til at købe for stort ind, mener Preben Vestergaard Hansen.
Vil man undgå madspildet, skal der fokus på planlægning.
"Sæt dig ned engang imellem og lav en plan. Hvad skal vi spise, hvad kunne vi tænke os i løbet af ugen, og så gå op i at købe varerne hjem i de mængder, der er behov for," lyder rådet fra husholdningseksperten.