Boksehandskerne kommer nu på hænderne hos en række fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti. De langer nu voldsomt ud efter regeringspartiet De Konservative.
De Konservative skal helt ud af regeringen, som efter valget kun skal udgøres af Venstre.
"Vi har fyret Lars Barfoed en gang. Så blev han desværre taget til nåde. Nu må det være tid til at fyre ham og De Konservative én gang for alle, siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører Ib Poulsen til Jyllands-Posten om dengang Dansk Folkeparti pressede Lars Barfoed til at gå af som fødevareminister.
Vreden i Dansk Folkeparti er vagt efter Lars Barfoed trykkede hånd med De Radikales leder Margrethe Vestager og åbnede for et bredt samarbejde henover midten efter valget.
"Han burde tage konsekvensen af sin nye kærlighed til Margrethe Vestager og forlade regeringen efter valget," siger kommunalordfører Hans Kristian Skibby til Jyllands-Posten.
Dansk Folkepartis medlemmer står næsten i kø for at skyde efter De Konservatives leder.
"De Konservative bør melde sig ud af regeringen. En ren V-regering ville være bedre. De Konservative er kun med, fordi de kan lide at køre i ministerbiler," siger DF's miljøordfører, Jørn Dohrmann til avisen.
Partileder Pia Kjærsgaard forstår godt frustrationen i regeringens støttepartis rækker.
"Jeg forstår dem udmærket godt. Men jeg vil ikke begive mig ud i det fire dage inde i en valgkamp. Vi ser, hvad der sker," siger Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten.
Politisk ordfører i De Konservative Carina Christensen vil ikke bruge energi på de vrede DF'ere. Det er tid til at sikre en ny borgerlig regering og ikke slå sprækker i den blå blok, mener hun.
"Nu fører vi valgkamp for at få en borgerlig regering efter valget. Det er det, vi bruger vores energi på," siger hun til Newspaq.
Kilde:Jyllands-Posten.dk.