Først fik vi skattelettelser, men nu kommer regningen.
Danskerne kan se frem til et skattesmæk på 21 milliarder kroner ekstra frem til 2013, skriver Børsen.
Tallene kommer fra finansministeriets økonomiske redegørelse og viser, at skatterne stiger med otte milliarder kroner i år, fem milliarder kroner næste år og otte milliarder kroner igen i 2013.
"Målet med genopretningspakken var som bekendt at løse de umiddelbare udfordringer for de offentlige finanser. Til det formål drejede vi på tre ud af tre mulige håndtag: Vi dæmpede det offentlige forbrug, satte skatterne op og udskød skattelettelser, og vi gennemførte en dagpengereform," siger Claus Hjort Frederiksen til Børsen.
På den modsatte fløj peger skatteordfører Nick Hækkerup fra Socialdemokraterne på det hykleriske i, at regeringen sender den ene lige højre efter oppositionen for at hæve skatten, når den med venstre hånd selv kræver mere.
"Det bliver noget hult, når de snakker om, at der er skattestop, når det er tydeligt for enhver, at den borgerlige regering også hæver skatterne. Måske burde de skrue lidt ned for retorikken, når de bliver så fantastisk hellige og er på nakken af os hele tiden," fortæller Nick Hækkerup til avisen.
Det er genopretningspakken som skyldes halvdelen af skattesmækket. Den har fastfrosset beløbsgrænser for forskellige typer skat. Når danskerne så får mere i løn, så skal de også betale mere i skat.
Også skattereformen for to år siden rammer danskernes pengepung. Den gav først skattelettelser, men skal nu finansieres via højere skatter.
Kilde: borsen.dk