Du skal have boet i Danmark i 15 år, før du kan få fuld andel i børnecheck, kontanthjælp, førtidspension og andre sociale ydelser.
Det er ét af syv nye krav, som partiet vil stille til regeringen forud for forhandlingerne med regeringen om en ny udlændingepolitik. DF vil indføre et optjeningsprincip, der skal gælde for såvel nytilkomne udlændinge som danske statsborgere.
"Har man ikke opholdt sig 15 år i Danmark, vil børnechecken være på et lavere niveau end den fulde børnecheck. På samme måde med kontanthjælpen. Formålet er at beskytte vores velfærdssamfund, så det fortsat hænger sammen, og derfor er vi nødt til at sikre, at indvandrere bidrager til det danske samfund," siger næstformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup til Berlingske Tidende.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, kalder de nye krav interessante, men regeringspartierne er ikke begejstrede for ideen om et optjeningsprincip. Det kan skade ambitionen om at tiltrække dygtige udlændinge til Danmark.
"Vi har verdens højeste skattetryk i Danmark, og hvis man samtidig ikke kan få andel i dele af ydelserne, kunne det godt skræmme nogen væk. Men det må vi tage i en diskussion med DF," siger Karsten Lauritzen.
Ud over optjeningsprincippet foreslår DF også, at indvandrere på kontanthjælp to gange om ugen skal møde op på kommunen for at vise, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet, samt at alle asylansøgere skal registreres ved grænsen.