En række mindre medlemmer af LO lægger pres på den nye regering for at få udbetalt i alt 32 mia. kroner til lønmodtagere, som mellem 1982 og 99 har indbetalt til efterlønsordningen via deres a-kassebidrag.
Dansk Folkeparti, som spillede en hovedrolle i forliget om efterlønnens forkortelse, forstår tankerne og erkender, at det kan virke urimeligt at snyde folk for penge, som egentlig tilhører dem.
"Der er en vis grad af uretfærdighed i det."
"Vi har så forsøgt at imødekomme den uretfærdighed ved at sikre, at de penge man får udbetalt fra efter 1999, dem får man udbetalt skattefrit, selvom man fik fradrag for dem, da man fik dem udbetalt," siger Kristian Thulesen Dahl til Newspaq.
Han henviser til det paradoksale i, at når indbetaleren har fået skattefradrag fra pengene, da indbetalingen skete, så burde man jo også betale skat, når pengene inden længe kan lande i lønmodtageren lommer. Men det har man altså valgt at gøre, som et plaster på såret, lyder det.
Kristian Thulesen Dahl fastholder samtidig, at der simpelthen ikke er råd til at give lønmodtagerne pengene.
"Hvis man skal udbetale 32 mia. kroner, så er det penge man skal ud og låne, fordi staten har ikke de penge, der er allerede et underskud på statens budget," konstaterer han og sender bolden over i de rødes lejr.
"Det bliver spændende at se, om Helle Thorning-Schmidt vil komme med et forslag, som hun jo nærmest har bebuddet, når hun mener, at det, vi har lavet, er uretfærdigt," slutter Thulesen Dahl.
Newspaq har i dag forsøgt at få Socialdemokraternes respons på fagforeningernes krav, men det bliver blankt afvist med henvisning til de igangværende regeringsforhandlinger.