Til mange eksperters store forundring har det vist sig, at der lever masser af små, hvirvelløse dyr i de vandledninger, der bringer drikkevand ud til danskerne.
Mikroskopiske krebsdyr, vandlopper, dafnier, ledorme og vandbænkebidere op til 16 millimeter lange lever i vores vandrør, viser undersøgelser fra Odense, København og Århus.
Det skriver jp.dk.
"Det ser ud til, at smådyrene er alle steder i alle de større vandforsyninger. Men vi mener ikke, at de udgør en sundhedsrisiko. Vi tror, at de har været i ledningssystemerne næsten altid," siger professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø.
Han mener dog, at det er en overraskende opdagelse og vil nu gå i gang med at finde ud af, hvad det betyder.
"Der er dog ingen grund til bekymring, fordi de har været her så længe. Hvis der var grund til det, ville vi nok have fået problemer for længe siden. Men vi skal have undersøgt, om de udgør en risiko. Vi skal også have fundet ud af, hvad de lever af, hvor de kommer fra, hvad vi skal gøre for at slippe af med dem, og om det er nødvendigt," siger han.
Det var VandCenter Syd, der leverer vand til 153.000 odenseanere, som for nylig valgte at sætte en større undersøgelse i gang for at få problemet grundigt undersøgt, efter at smådyrene i to-tre tilfælde var endt ude hos forbrugerne.