Husk paraplyen, hvis du skal ud i eftermiddag eller i aften.
DMI varsler skybrud for hele Danmark, og visse steder vil få op til 15 millimeter regn på en halv time.
"Der er sikkert mange, der husker onsdag i sidste uge, hvor der kom op til 50 millimeter nogle steder, og det bliver lidt en gentagelse af det," siger Andreas Nyholm fra TV2 Vejret.
Præcist hvem der får det voldsomste vejr, er dog ikke til at sige. Når en koldfront trænger sig ind over landet, som det sker i dag, vil de voldsomme regnskyl udvikle sig i nogle små koncentrerede celler, der også kan byde på lyn og torden.
"Man kan godt nogle steder få 40 millimeter i løbet af eftermiddagen og aftenen, og måske bare 10-20 kilometer derfra får de kun 10 millimeter," siger Andreas Nyholm.
Det voldsomme regnvejr forventes at ramme Sønderjylland midt på eftermiddagen og derefter brede sig nordøst på, så københavnerne og nordjyderne får deres del af skyllen omkring klokken 23.
Kilde: Metroxpress