Peter Tanev tegnede femdøgnsskemaer, da de andre fem-seks-årige drenge legede med biler.
Og siden har vejrværten været besat af vejret. Så besat, at selv hans kone har måttet overgive sig, skriver Ekstra Bladet.
"Fruen har resigneret. Efter 25 års bekendtskab var hun sgu nok stukket af, hvis hun ikke bare accepterede min sindssyge," fortæller Tanev til Ekstra Bladet.
Han fortæller samtidig, at konen faktisk accepterer, at vejret kommer før alt andet. Næsten alt andet.
"Men det er rigtigt, at lige så snart jeg har vækket børnene om morgenen, må jeg hen og tjekke vejret - især hvis der er udsigt til uvejr," forklarer han.
Når Tanev af og til drager på vejrrejse og opsøger tornadoer i USA, handler det om at formulere sig korrekt, hvis ikke hun skal stejle.
"Det kan godt være, at jeg ikke spørger så direkte. Men hun kender jo min lidenskab, så bare jeg nævner USA, har hun mistanke om, at det nok ikke er er shoppetur på Fifth Avenue," lyder det.
"Og siger jeg midtvesten, bliver hun vrangvillig," siger han.
Kilde: EB