Hvis du vil undgå, at dit barn får eksem senere i livet, så skal du lade være med at blive stresset, mens du er gravid. Det skriver Videnscenter for Arbejdsmiljø.
Det er især kvinder, der har mange arbejdsopgaver, men ikke særligt meget indflydelse på, hvordan de vil organisere deres arbejde, der er i risikozonen. Det giver nemlig et stressende psykisk arbejdsmiljø.
- Der er nogle sammenhænge mellem det psykiske arbejdsmiljø blandt gravide og barnets helbred senere i livet. Derfor er det noget, man skal tage alvorligt, siger Ann Dyreborg Larsen, der er forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Hun har undersøgt 100.000 kvinder, og blandt dem, der var stressede, mens de var gravide, fik 15 procent flere børn med eksem.