Den direkte vej til Tyskland kommer til at ske under havets bund. Sådan lyder tonerne fra trafikordførerkredsen.
"Det vil med al sandsynlighed blive en tunnel," siger Magnus Heunicke (S).
Han fortæller samtidig, at partierne allerede er enige om, hvordan forbindelsen over Femernbæltet skal være, selvom det først officielt afgøres i eftermiddag.
"Egentlig kan vi bedst lide en bro, men af hensyn til danske arbejdspladser, skibssikkerhed og ikke mindst miljøet er tunnelen en bedre løsning," slår Heunicke fast.
For et halvt år siden så det ud til, at en bro vil være betydeligt billigere end en tunnel. Men nye undersøgelser har vist, at det ikke er tilfældet, og det har fået trafikordførerne til at skifte holdning. Nu vil alle under havets overflade.
"De to typer vil komme til at koste det samme," fortæller Magnus Heunicke.
Vi skal berede os på en rum tid uden dagslys, når tunnelen står klar.
"Afhængigt af om politiet og vejdirektoratet giver tilladelse til 110 eller 130 kilometer i timen, vil det komme til at tage mellem 10 og 12 minutter at krydse Femern," oplyser den socialdemokratiske trafikordfører.