Der skal være plads til to børn, og huslejen må højst være på 10.000 kroner om måneden.
Sådan lyder de to vigtigste krav, som den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjær har til sit nye hjem.
Det fremgår af en mail, som er blevet sendt rundt via en person i den konservative organisation til forskellige velstillede folk i partiets bagland, erfarer B.T.
"Jeg fik sådan en mail for to måneder siden. Og jeg har spurgt i mit netværk, om der er nogen, der har sådan en lejlighed til rådighed. Men det var der ikke," siger næsteformand i De Konservatives hovedbestyrelse, direktør Finn Poulsen.
Mailen blev således sendt før politikerens ægtefælle Erik Skov Pedersen blev idømt tre års fængsel for groft dokumentfalsk og bedrageri for 5,4 millioner kroner.
Selvom det ifølge avisen ikke står direkte i mailen, fremgår det tydeligt mellem linjerne, at Henriette Kjær ønsker at starte et nyt liv med de to børn, Johan og Asger, uden skandalemanden.
Parret har stadig deres herskabsvilla i Hellerup til salg for 10 millioner. Den koster med renter og afdrag cirka 80.000 kroner for familien at bo i om måneden.
Kilde: B.T.