Den norske terrorist Anders Breivik har nu udtalt sig om, hvorfor han ikke gik efter at skyde de yngste deltagere på AUF´s sommerlejr på øen Utøya.
Og ifølge Breiviks forsvarsadvokat, Geir Lippestad, handlede det om iskold tankegang, da massemorderen ikke skød efter alle under likvideringen af 69 uskyldige mennesker.
"Han forklarede, at han gik uden om de små børn, fordi han så, at de var utroligt unge," siger Lippestad til den norske avis Dagbladet og tilføjer:
"Jeg tror ikke, at det har noget med moral at gøre, men at det var fordi, de ikke var blevet så gamle, at de var blevet indoktrineret af Arbejderpartiet. Derfor havde det ikke noget formål at dræbe de yngste børn," lyder forsvarsadvokatens vurdering af sin klients tankegang.
Lippestad mener ikke, at de nye oplysninger på nuværende tidspunkt kommer til at føre til nogle formildende omstændigheder, når Breivik en dag skal dømmes for sin terrorgerning.
I alt mistede 77 personer livet i Breiviks to terrorangreb.
Kilde: Dagbladet.no