I bidende kulde fik de danske Take That-fans sig en varm overraskelse, da idolerne i går gæstede Go' Aften Danmarks studie i Tivoli.
Pludselig kunne de nemlig, ligesom seerne hjemme i stuerne, se gruppens gavtyv smide bukserne.
Og der er en ganske kort forklaring på Robbie Williams numsestunt, forklarer han efterfølgende til B.T.
"Hun tilbød mig jo 20 pund," lyder det fra Take That-stjernen til avisen med henvisning til aftenens vært.
Det var dog ikke kun pengene, der trak underbukserne af stjernen. Også Go' Aften Danmark-værten Michéle Bellaiches stramtandede facon er en del af forklaringen.
"Seriøs dame, jeg talte med. En utroligt seriøs dame. Er du fra Danmark? Så må jeg hellere tale pænt. Jeg håber, at hun kan lide en joke. Det var for at drille," forklarer Robbie Williams.
I Take Thats storhedstid blev Robbie Williams tilbudt 10 pund for at smide bukserne. Dengang slog han til. Og det gjorde han altså også, da den danske tv-vært tilbød ham den dobbelte sum for det samme trick.
"Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at han ville gøre det. Det er 20 år siden, han moonede på tv. Han er 37 år gammel i dag. Jeg gjorde det, fordi jeg håbede, at det ville skabe en sjov stemning i studiet. Jeg må sige 'mission completed'," siger Michéle Bellaiche til avisen.
Take That var i Danmark på en et-dags promotionstur.