For mindre end et år siden tog Charlotte Bircow ret tosset beslutning: Hun ville gennemføre en ironman, altså svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe 42 km.
Tosset, fordi hun hader at løbe, skulle starte helt forfra på at lære at svømme og har – viste det sig pludselig – en stråleskade som følge af den behandling af brystkræft, hun har været igennem.
Lone Dybkjær efter kræftbehandling: Jeg har haft total nedtur. Læs mere på soendag.dk
Men på trods af udfordringerne, så er Charlotte Bircow en af de 2700 triatleter, der kæmper sig gennem København den 24. august for at gennemføre Copenhagen Ironman.
Får ikke en topplacering – og det gør ikke noget
Hun vil med garanti ikke få en topplacering. Hendes tid vil nok ikke være noget at skrive hjem om i en elite-sammenhæng.
Og hun ved godt, at hun formentlig bliver den sidste, der når ind over målstregen, af den flok, hun har lært at kende og har trænet sammen med det seneste lille års tid. Men det gør slet ikke noget.
– Jeg har præsteret alt det, jeg skulle i hele mit liv. Jeg skal på ingen måde præstere noget som helst mere, siger hun til SØNDAG.
Okay, tænker man, hvad er det så lige. For hvad er det så hun egentlig har gang i, når hun så alligevel har planer om at gennemføre en ironman?
– Ja, det har jeg virkelig også spurgt mig selv om mange gange undervejs, siger hun og tilføjer, at hun i processen har fået et svar.
I to år vidste tv-vært Sisse Fisker ikke, hvorfor hun havde så voldsomme smerter. Nu har lægerne endelig fundet ud af hvad der er galt med hende. Læs mere på soendag.dk
Vil vide, at kroppen er stærk, sund og rask
Og det handler ikke en tøddel om sport, endsige ekstremsport, eller om at skulle bevise noget over for andre eller levere eller præstere. For hende handler det ganske enkelt om at få et svar. Et svar at leve videre med og leve videre på.
Som hun forklarer:
– Efter min kræftsygdom og efter at have været gennem kemo- og strålebehandlinger tænkte jeg: Hvordan kan jeg vide, at min krop har det godt? Ét er, hvad lægerne siger, og det er selvfølgelig afgørende og vigtigt.
- Men hvordan kan jeg vide med mig selv, at mine organer fungerer godt, og at jeg kan blive stærk, sund og rask igen?
- Hvad skal der til for at give mig det svar? Og pludselig kom det dér: ’Okay, hvis jeg kan gennemføre verdens hårdeste ironman, så ved jeg i hvert fald, at min krop har det fint!’, forklarer Charlotte Bircow og fortsætter:
– I dag føler jeg mig stærkere end nogensinde. Jeg føler mig stærk og sund og rask. Og det er en fed følelse, når man har været gennem et sygdomsforløb og har fået kemo og stråler. Jeg siger ikke, at alle skal kaste sig ud i en ironman. Jeg gør det, fordi det har været vigtigt for mig. Og rigtigt for mig.
- Og hvis dét så kan betyde, at andre bliver inspireret til at sætte sig deres egne mål, måske mål i en mindre målestok, måske helt andre mål, men mål, så ville det gøre mig glad, siger Charlotte Bircow.
Af Britta Bjerre, Redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk, Aller Media